I aftes satte vi os igen tilrette på de opstillede klapstole i den lille sal på Fredericia Teater.
Vi fik serveret historien om to mænds venskab, og hvordan de gled væk fra hinanden, i Mit livs Historie.
Kort fortalt gik vi derfra og var glade for at have været i teateret.
Historien om Tom og Alvin er måske nok banal og sentimental, men den er i ordets bedste forstand rørende.
Historien fortælles gennem Toms kamp for at skrive en mindetale til Alvin, hvor han mindes deres oplevelser og sine egne svigt.
Det er en historie om to drenges venskab under opvæksten i en lille by, og livet efter, hvor de har meget forskellige liv. Trods dette er de, uden at de nødvendigvis vil erkende det, tæt knyttet til både hinanden og Alvins boghandel. Alvin lever og ånder for Frank Capras "It' a wonderful life", og modelleres som George Bailey, en ejegod men måske lidt naiv figur.
Lars Mølsteds Alvin er lettere excentrisk og med et varmt hjerte, mens Søren Scheibyes Thomas er mere city slicker. Det er dog alligevel ham, der holder med Alvin gennem deres skole- og high school tid, ind til de må skilles da Tom tager på universitetet og får succes som forfatter.
Man følger deres langsomme brud, som mest er forårsaget af Toms travle liv, og hans forsøg på at bryde med sin lilleby-arv. Det viser sig dog at Tom er mere afhængig af Alvin end han har turdet erkende, og det er det, som er hele forestillingens pointe; - vi skal ære de venskaber vi har, og huske dem, der har været med til at gøre os til dem vi er.
Som altid udnyttes rammen på bedste måde (denne gang er der tale om simpel lyssætning uden falbelader og et tre-mandsorkester på scenen), og scenografien og musikken understøtter på den måde skuespillet rigtig godt.
Problemet med denne opsætning må så være at de bruger skrækkeligt meget scenerøg; - i hvert fald var der et par gange under forestillingen, hvor mine øjne var tæt på at løbe i vand :-)
Efter at have overværet en del af deres forestillinger er jeg kommet frem til at, jo, jo, Fredericia Teater er fremragende til at sætte store forestillinger op i små rammer, og de laver god underholdning, men for mig er deres mindre opsætninger af eksperimenterende, nytænkende musicals langt mere interessante. De formår at skabe en fortættet stemning, og deres skuespillere er forrygende til at formidle både stort drama og små nuancer.
Jeg er generelt mere begejstret over satsningerne end de store shows for husarerne, da de giver mig mere end blot og bar underholdning, men også leverer tankegods og følelser.
