Både Lene og jeg var spændte på oplevelsen: sidst vi var i teateret var det til Fredericia Teaters egen opsætning af Avenue Q, som var forrygende.
Denne gang var det så The last five years, et "off Broadway" stykke, som nu må siges at være et "way off Broadway" stykke.
Da jeg så orkesteret øgedes mine forventninger: med et ensemble med 2 celloer kan det ikke gå galt...
Scenografien er enkel, men virkningsfuld, bestående af projektioner på bagtæppet og en håndfuld kasser, som skuespillerne flytter rundt på i løbet af stykket, så det passer til den næste scene. God idé.
Stykket er historien om et forhold, som fortælles baglæns gennem hendes øjne og forlæns gennem hans.
Hun, Cathy, synges forrygende af Maria Skuladottir. Han, Jamie, synges lige så smukt af Lars Mølsted
Jeg skulle lige vænne mig til den brudte kronologi, men kunne så koncentrere mig om stykket
Han og hun indtager hver sin del af scenen
Kun på et tidspunkt er de på samme sted i fortællingen, og her skifter de symbolsk side.
Efter denne scene kan man så se hidtidige de scener fra den andens perspektiv. En spændende måde at bygge det op på.
En del af sangene er rørende og vækker en vis genklang (hvem kender ikke en...)
Alt i alt en udmærket opsætning af et lidt skævt tænkt stykke.
Desværre manglede der et eller andet: altså, man er udmærket underholdt i de 100 minutter der går, og både skuespiller/sangere og musikere er fremragende, men jeg savnede noget uforklarligt.
For mig var oplevelsen ikke helt på niveau med Avenue Q.
Jeg vil dog give 4 majspiber ud af 5 mulige, for det var ikke langt fra at ramme i mål.
Og muligvis blev jeg påvirket af at min tinnitus reagerede når Maria Skuladottir for alvor trykkede igennem; - jeg må erkende at jeg er et gammelt r..hul med sarte ører
