Fredagsbar i Det bruunske Pakhus

I går var der igen Cafe Blues Corner på Det bruunske Pakhus.
Konceptet er enkelt: der kommer en spillemand og leverer lidt blues, mens publikum får sig en forfriskning.

Fredag var det Mad Dog Baba, der hyggede om os med guitar og sang.
Snakken gik, musikken var hyggelig og alle var glade.

Vi havde planlagt at blive til slut, hjælpe med oprydningen og så være hjemme omkring kl 18.00 men vi endte med at hænge ud, så vi først kom afsted lidt i otte. Dejligt at tilbringe en eftermiddag med gode mennesker og god musik.

Jeg glæder mig til 10. maj, hvor H. P. Lange giver eftermiddagshyggen med sin slideguitar, som en slags opvarmning til Blues Jamboree skal spille om aftenen.

En spritny 20'er-musical

Fruen og jeg tilbragte lørdag aften i teaterets varme favn.

Vi så/oplevede Fredericia Teaters seneste projekt: Den snalrede Anstandsdame, averteret som Verdens måske sjoveste musical.

Er den så det?

Altså, som jeg forventer er skuespillet i top. Der er valgt gode kræfter til at være på scenen, og igen viser det sig at husets egen avl, eller hvad man nu skal kalde dem, der er uddannet på musicalakademiet, er hamrende dygtige. Jeg er vild med Bjørg Gamst, Lars Mølsted, Maria Skuladottir og alle de andre  (alt for få nævnt, alt for mange glemt), og de eksterne kræfter gør det godt.

Scenografien er vanlig standard for vores teater, hvilket vil sige velfungerende, men også mindre avanceret end på de scener der har måsen fuld af plads, teknik og penge, og de medvirkende deltager i sceneskift som en del af forestillingen, hvilket fungerer fint. Det var først efterfølgende jeg kom til at tænke på det...
Både musik og teknik fungerer efter hensigten, hvilket desværre for dem, der udfører betyder, at man ikke bemærker det.

Selve musicalen er egentlig en metaforestilling, med en lettere excentrisk mand (udmærket spillet af Søren Scheibye), der letter "the blues" ved at høre optagelser af en musical fra 1928, netop titlens Den snalrede Anstandsdame (eller som de foretrækker det på bagtæppet og på engelsk: The Drowsy Chaperone). Han beskriver handlingen og de oprindelige skuespillere, og det er reelt hans fantasi vi ser udlevet som ægte letbenet musical.
Historien i historien er en letbenet ting i den helt rigtige stil og stemning, med smuk koreografi og god musik (hvis man er til ragtime, charleston og den genre).

Selv om de enkelte numre er gode, og fremførelsen i top, så har jeg bare et problem med det: hvorfor ikke bare skrive en musical i samme stil som man gjorde i 1920'erne og opføre den?
Det er tydeligt at både forfatter og komponist ville kunne skrive en musical som var ren Busby Berkely, og med de optrædende Fredericia Teater har adgang til, så ville det blive et brag af et show.

Fortælleren som kunstgreb skaber for mig en distance til en genre man vist ikke rigtig tør hylde. Jeg kan ikke greje om det er for at ironisere over genren, men i så fald virker det ikke.
Den kommenterende medvirkende fungerede faktisk bedre i Aladdin, hvor det indgik i selve forestillingen, og ikke skabte en ekstern ramme for det.

Jeg var kort sagt udmærket underholdt af forestillingen, men synes ikke at den er verdens sjoveste musical. Ind til videre mener jeg at Avenue Q er en bedre kandidat til den titel :-)

En kulturfyldt fredag

Efter en periode uden indlæg får I lige dobbelt op...

En helt almindelig fredag blev ualmindeligt god. Vel hjemkommet fra job/studie, fik vi ret tidligt lavet en omgang kushari så vi kunne komme i biografen.
Den stod på Kon-tiki, filmen om uber-nordmanden, Thor Heyerdahls, tømmerflådetur fra Peru til Tahiti.
Det er en både smuk og gribende skildring af en mand, der er så overbevist om rigtigheden af sin teori, at han er villig til at sætte livet på spil for at bevise den.
Han er desuden så karismatisk, at han formår at få en håndfuld nordmænd og en svensker til at følge sig.
Vi følger ham mens han udvikler teorien om at polynesierne stammer fra Sydamerika og forsøger at få udgivet sin afhandling. Da det mislykkes beslutter han sig for at bevise det, ved at bygge en tømmerflåde og sejle fra Peru til Tahiti.
Efter mange kvaler med at rejse pengene får han bygget flåden, og den mest gribende del af filmen tager over: 6 mand, som bruger 100 dage på at drive med vind og strøm over Stillehavet på en tømmerflåde bygget af balsatræ og håndslået reb.
De oplever en del, særligt på det personlige plan, og kommer efter 101 dage frem til Raroia, og viser dermed at Heyerdahls tese kan være korrekt.
Personbeskrivelserne er troværdige, og skuespillet er godt. På intet tidspunkt slap jeg tråden.
Der er forrygende billeder, som bør ses på den helt store skærm, og musikken er god, da den ikke tager fokus.

Efter at have støtte biografen gik vi i Det bruunske Pakhus hvor Eivør optrådte.
Eivør er en færøsk sangerinde, der maler landskaber med sin stemme. Hun bruger enkel musik til at understøtte stemningerne, og kan synge så man næsten holder op med at trække vejret.
Jeg kom til at tænke på Kate Bush, men bare bedre: der er ikke så mange falbelader, men en forrygende stemmepragt, som får lov til at folde sig ud og folde sig omkring lytteren.
Hende vil jeg gerne opleve igen.

Alt i alt en fantastisk aften med nordisk tema, både nyt (Eivør er jo ret nutidig) og gammelt (Heyerdahl gennemførte sit eventyr i 1947-48).

Lørdag skal vi så i Fredericia Teater og se Den snaldrede Anstandsdame. Let the good times Roll.