Så fik vi langt om længe fundet en aften, hvor vi kunne se
Aladdin på Fredericia Teater. Min billet får jeg for at skrive denne blog, de andre betaler vi selv...
Min yndige viv gik til opgaven med en vis bæven, da sangen ”Arabiens
Nat” giver hende mindelser om 10 år med Disneysjov som støjtapet. Selv har jeg
ikke oplevet samme traumatiserende periode, men er af den årgang som oplevede
Aladdin spillet af Nis Bank-Mikkelsen, i DR’s tv-serie.
Allerede fra starten blev hendes bange anelser gjort til
skamme, - jo, jo, musikken og historien er den samme, men scenografi og
fremførelse gav nye perspektiver.
Jeg vil ikke trætte med et handlingsreferat da jeg går ud
fra at alle interesserede kender historien fra enten tegnefilmen, DR’s serie
eller 1001 nats eventyr
Der var grin fra første færd, med fortællergruppen (Aladdins
band) i teaterkameler, og bevidst brug af, at vi godt ved, at de godt ved, at det
er teater. På sin vis går de på publikums side af den 4. væg, og det virker
udmærket, da de ikke gør det konstant, men blot for effektens skyld fra tid til
anden.
Der spilles fantastisk af alle, og især vil jeg fremhæve Kim
Brandt, i rollen som Jago; - han formår at fremstå så smiskende og
selvudslettende (trods det prangende kostume), at han nærmest ”flimrer” når han
er på. Fremragende performance!
Hans optræden understøttes fint af über-skurken Jafar, der
spilles af Martin Loft, med lige præcis det touch af overspillen uden
overdrivelse (hmm… nå, det giver mening for mig), der gør det sjovt.
Som alle andre var jeg også imponeret over Palle Hebsgaards
Genie, som giver mindelser om Jim Carrey (og det må være i Masken, alene pga
sminken J
)med en manisk energi, som er særligt imponerende, da vi så anden forestilling
på dagen, og de har spillet siden 4. oktober, så han må være i besiddelse af et
ekstra gear, eller også vil jeg gerne være på det han er på.
Generelt er der tale om rigtig god fremførelse, med smukke
møer og raske svende i fuld sang og galop.
Der er morskab til både børn og voksne, og små stik til dansk
samtid, og selvfølgelig en familievenlig fremførelse (det er jo Disney).
Hvad der for alvor gjorde det til en stor oplevelse, i
stedet for blot en musical, var den måde scenerummet bruges: en relativt enkel
scenografi, hurtige sceneskift, effektive visuelle effekter og god lyssætning,
skaber med tilsyneladende små virkemidler hurtige stemningsskift og nærmest
krydsklip-agtig udnyttelse af scenen til at bringe historien videre.
Der er udstrakt brug af forgyldning og glimmer, men i dette
setup virker det ikke påtvunget, men blot som en lidt opulent udgave af luksus,
hvilket vel er meget passende til en historie, der delvist foregår i et palads.
Et halvtransparent scenetæppe bruges til at lade historien
gå videre foran tæppet mens der skiftes scene bag tæppet, lige som der også kan
projiceres scenografidele direkte på tæppet.
Og så skal da også lige nævnes det flyvende tæppe (som ikke
er spor transparent, men derimod ligner et godt gedigent ægte tæppe), som
Aladdin og Jasmin træder ud på fra paladsets balkon; - nydeligt lavet og meget
effektfuldt, og teknisk flot at få scenerøg væk så hurtigt J.
Lyden er god, med styr på sangene (selv om teksterne som
altid i musicals kan blive lidt væk i musikken), og et dygtigt orkester
placeret i graven, halvt under scenen; - de måtte godt få en mere synlig plads
i en eventuel senere opsætning på en større scene, ikke mindst da de også
bruges som aktører i forestillingen.
Alt i alt var vi meget begejstrede for forestillingen; - den
er en bekræftelse på, at når Disney er bedst, så er det suverænt, og på at
Fredericia Teater med Søren Møller som chef har opnået status som det bedste
musicalteater i Danmark. Jeg håber at Fredericia C kommer til at inkludere et
flot og funktionelt teater, så ambitionerne kan indfries.
