Fredag eftermiddag fik fruen og jeg igen stort udbytte af Biografklub Danmark, da vi gik i Panorama for at se The angels' Share.
Ken Loach er som regel garant for en god film, og også denne gang:
En ung mand, Robbie, idømmes samfundstjeneste (og det er ikke første gang at han er i kontakt med retssystemet, da han tidligere har tævet en anden til lirekassemand uden grund), og da hans kæreste sætter ham stolen for døren - enten arter han sig, eller også er både hun og det barn hun venter skredet - beslutter han sig for at vende de gamle voldelige vaner ryggen.
Det er bare ikke så nemt, da han lever i et miljø, hvor hans værste fjende er det fordi deres fædre sloges i skolen, og han reelt aldrig kommer til jobsamtaler pga sin straffeattest (og når han gør, så skræmmes de af hans noget kamparrede ansigt).
Det sjak han er på samfundstjeneste med er heller ikke for velfungerende, men de får dog et rimeligt venskab bygget op.
Den ansvarlige for sjakket viser sig desuden at have et blødt punkt for Robbie, og bliver den faderfigur, der har manglet gennem opvæksten; - faktisk er han den første myndighedsperson, der har betragtet dem som rigtige mennesker og ikke bare som numre i systemet,
Især får de meget ud af at han lærer dem nuancerne i whiskey at kende.
Denne viden er så omdrejningspunktet for resten af filmen, som man absolut skal se, da det er en ægte tragi-komedie.
Der er til gråden - man sidder næsten med klump i halsen, da Robbie endelig får set sin søn - og til grinet - en bemærkning om at Albert Einstein var kammerat med Mona Lisa er i sammenhængen forrygende.
Som altid i Ken Loach's film er der samfundskritik, men på den gode måde, og miljøet ers kildret troværdigt, med både kendskab og kærlighed.
Se den, og helst i biografen - ikke fordi filmen i sig selv kræver det, men uden biografer dør den soektakulære scenografi.
