En aften "down under" (eller i hvert fald ni trin under gadeniveau)

Så har Lene og jeg langt om længe været på Ti Trin Ned.
Til dels betalt af Renault, da jeg havde vundet et restaurant-besøg for to til 1.000,-
Vi skød så selv det sidste i (helt gratis er det jo ikke at få den ultimative madoplevelse :-) )

Det har været den bedste gastronautiske ekspedition jeg nogensinde har været på; - alt er ganske enkelt i top.
Vi blev modtaget af smilende og (ægte) venlig betjening, som også lige tog vores overtøj.
Vi blev ledt ind til vores bord i et lokale som jeg nærmest vil kalde zen-agtigt. Enkle, men smukke møbler i et roligt indrettet lokale, så fokus ikke fjernes fra det vigtigste

Vi nøjedes med Vores Aften, som er 3 retter efter køkkenets valg, med et glas crément og 9 "snacks" til at indlede aftenen.
Det var smukke, smagfulde snacks, og blandt andet var der surkål pakket i glaskål, knivmusling med hybendrys, sprødstegt fiskeskind med bakskuld mayo og 6 andre lækre små ting.

I det hele taget tror jeg ikke at jeg vil omtale retterne, da de hver især er små kunstværker på tungen, som jeg ikke føler mig i stand til at omtale retfærdigt, men alt var veltilberedt og rasende velsmagende.

Den tilhørende vinmenu spiller fuldstændigt med maden, så lad for gud skyld restauranten bestemme vinen, medmindre du selv kender alt til vines samspil med tilberedninger.

Vi havde en helt forrygende aften, som jeg vil opfordre alle til at spare op til (vi kom trods alt af med 2.200,- så selv om det er alle pengene værd, så er det ikke helt billigt).

Vi var glade for at vi tog springet, og endelig lod vores ganer holde fest :-)

Shakespeare på damp

Ja, ja, igen igen skal jeg skamrose jeg Fredericia Teater.

Da vi er så uheldige at bo inden for lytteafstand af Fredericia Teaters produktion på Fredericia C fik vi fribilletter til forpremieren på teateret opsætning af en gendigtning af En skærsommernats drøm af Shakespeare: A midsummer night's STEAM.

Scenen er henlagt til New York i 60'erne, og sættet er bygget af containere, hvor der også er blevet plads til en slags orkestergrav, let hævet over scenen.

Handlingen?
Tjah, den er jo velkendt. Kærlighedens forviklinger, særligt når feerne griber mere eller mindre gennemtænkt ind i menneskers liv.

Oberon, spillet med power af Kim Leprévost, og Titania, spillet med vanligt overskud af Maria Skuladottir, feernes konge og dronning har en ægteskabelig tvist, hvilket har medført en hedebølge i byen

Luigi (Emil Birk Hartmann) og Adria (Katrine Jenne) elsker hinanden, men kan ikke få hinanden, da Adrias far (en gansgterboss) vil have hende gift med Dino (Lars Mølsted i sin sædvanlige overlegne stil). Dino har været vild med Elena (Cecilie Thiim) men har droppet hende til fordel for giftermålet med Adria.

Puck, spillet med et usædvanligt overskud af både humor og charme af Thomas Jensen, får til opgave at få Dino til at forelske sig i Elena, så Luigi og Adria kan få hinanden i fred.

Det går ikke helt godt, men ender naturligvis lykkeligt.

Undervej forlystes vi med tidssvarende sange, leveret overbevisende og smukt af alle i ensemblet, lige som man udnytter scenografien til fulde (og mere til). Vi blev enig om, at vi nok skal se at få et sæt billetter mere, da vi hver især opdagede små finurligheder i forestillingen som den anden ikke havde fanget (f.eks. da Puck sidder og kæler med en ølflaske under en kærlighedssang, eller dan han lader sit vand op ad en stander ude ved parkeringen). Vi er simpelthen nødt til at se om der er flere småting som vi er gået glip af :-)

Musikken leveres som altid med knald på (som guitarist er jeg særligt glad for at høre Steffen Schackinger give den gas), og i det hele taget er der fod på det hele.

Scenografien er opfindsom og pudsig, og selv da den under forestillingen ikke helt ville som forventet fik skuespillere og sceneteknikere det til at indgå som en naturlig del.


Igen vil jeg opfordre til at opleve hvad Fredericia Teater kan; - du vil få dig en oplevelse.

Og så håber jeg at Thomas Jensen bliver i Fredericia, så vi kan nyde hans evner fremover. Han er (som Lars Mølsted) et helt særligt talent inden for scenekunsten.

Mike Andersen duo på Det bruunske Pakhus

For nok sidste gang har Mike Andersen spillet på Pakhuset; - næste gang bliver det i Tøjhuset :-)

Han spiller landet tyndt sammen med Jens Kristian Dam, som normalt spiller trommer i bandet, men som i duo-sammenhænge tager sig af alt andet end guitar. Han spiller klaver, trommer, kazoo og cajon, og lægger kor på sangene tillige. Desuden er han en oplevelse at se på; - han går op i musikken med liv og sjæl. Dejligt.

Repertoiret bød på Mikes egne sange, som er spændende at høre i den mere forsimplede form duoen kræver, men vi fik også et par fortolkninger af B. B. King-numre. Mike Andersen har tydeligvis (og det erkender han også selv) en stor gæld til the Blues Boy, både på guitaren og i sangstilen, og han giver numrene forrygende.
Da han jo efterhånden er en ældre herre (39!) er han sågar begyndt at lytte til country, hvilket han også demonstrerede for det måbende  publikum, da de spillede Bartenders Blues. Oprindeligt er det af James Taylor, men Mike og Jens Kristian var inspireret af Vince Gill til en smuk udgave.

Alt i alt en fortræffelig aften i selskab med to dygtige musikere.

Festligt, folkeligt og fornøjeligt (og rørende og smukt)

Ja, ja, vi rykker måske ikke ud til de første forestillinger på Fredericia Teater, men vi kommer der da; - tirsdag lykkedes det os langt om længe at finde en dato, hvor alle havde tid (sådan er det, når 6 personer skal i teateret sammen :-) ), og jeg er hamrende irriteret over, at vi ikke fik fingeren ud noget før.

Jeg var lidt bange for at der var tale om en massepsykose, fremkaldt af stroboskoblys eller sådan noget, sådan som alle talte om Shubidua - the Musical, men i så fald er jeg også blevet ramt:

Det er da et brag af en forestilling!

Som hyppig gæst til Fredericia Teaters musicals er jeg efterhånden godt vant med at forestillingerne er flotte og spændende, men denne gang er det noget særligt. Og så er det oven i købet en selvgjort en af slagsen!
Mads Æbeløe Nielsen og teaterchefen ham selv har skrevet manuskript (sammen med lederen af musicalakademiet, Thomas Agerholm, der også har instrueret), og det har de gjort godt.
Det er lige ved at Mads burde bindes til den bærbare, så vi kunne udnytte hans fortælleevner og få velskrevne historier med twists og idérigdom. Han skrev også Esaura, der skal spille i New York, så han kan sit kram. Please, please, please gør det igen, Mads :-)

Shubiduas sange bliver brugt både til at bringe historien videre og til at sætte stemninger, og det hele er bundet smukt sammen af en historie, der er rørende og velfortalt.

Alle er castet godt, og det er imponerende med det niveau der er på både egne og eksterne kræfter, - jeg tror ikke at jeg faldt over en eneste som trak ned.
Orkesteret kan helt tydeligt deres kram, og de får både spillet pop og rock, som om de mener det, men det som især imponerede mig var scenografien.

Hold nu helt op, som man kan arbejde med projektorer og lys!

Det er lige før teateret skulle have en lidt mindre scene og lidt færre faciliteter, så de kunne bruge deres evner til at udnytte rummet og komme op med endnu mere imponerende sets. Narj, de fortjener sgisme at få et ordentligt teater at lege på, med et ordentligt bagsceneområde og arbejdsfaciliteter, så det må vi jo krydse fingre for de kan få snart.

Tak til Fredericia Teater for en fantastisk aften

Det er øjnene, der betyder noget

Endelig er det lykkedes den lille familie at få slæbt sig i teateret igen.

Vi var fem, der efter en som sædvanligt vellykket middag på Caffé Katia bænkede os i teaterets mørke for at opleve Ole Lukøje, den seneste verdenspremiere på Fredericia Teater.

Ja, det er snart blevet en luksuriøs vane for os fredericianere, det der med, at der er verdenspremierer på vores lille teater.

Trods titlen er Ole Lukøje ikke for børn, medmindre man synes de skal ligge vågne :-)
Undertitlen - En lille mareridtsmusical - siger måske lidt mere; - der er tale om en historie som mere passer sig for uvorne voksne.

Historien fortælles til dels af Fräulein Käseschweiss, powerspillet af Maria Skuladottir, som ansættes som guvernante hos familien Strauss. Børnene (ja, det vigtigste er børnene), Nathaniel (Oliver Monstrud Lundquist) og Therese (Nanna Mathilde Veileborg Bjelka) er vilde med hende, mens mor Maria (Bjørg Gamst) ikke er begejstret.
Eftersom far Albert (Thomas Jensen) gør alt for sine børn får hun tjansen.
Fräulein Käseschweiss introducerer børnene til historien om Ole Lukøje, der ved hvis man ikke sover til sengetid, og som udmåler straffen; - han tager deres øjne. Den gør indtryk :-)
Desværre bliver Therese voldsomt syg kort tid efter fräulein Käseschweiss' ansættelse, men hun kender en læge, Dr. Anton Copelius, spillet af en som altid fremragende Lars Mølsted, som vil hjælpe.
Det går ikke stille af sig.

Så går den vilde jagt, med øjenløse spøgelser, historier om forældreløse børn, indebrændte familier og derudaf.

Det virker bedre end jeg havde frygtet med en horror-musical, selv om den måske er mere creepy end skræmmende, og scenografien er bygget op over hr Strauss' arbejde som urmager. Det spiller også en væsentlig rolle i handlingen.

Som altid i Fredericia Teater er man godt underholdt, med dygtige skuespillere, effektiv scenografi og et velspillende orkester.

Alt i alt må jeg sige: SE DEN DOG FOR POKKER!!!

Venskab, troskab og George Bailey

I aftes satte vi os igen tilrette på de opstillede klapstole i den lille sal på Fredericia Teater.

Vi fik serveret historien om to mænds venskab, og hvordan de gled væk fra hinanden, i Mit livs Historie.
Kort fortalt gik vi derfra og var glade for at have været i teateret.

Historien om Tom og Alvin er måske nok banal og sentimental, men den er i ordets bedste forstand rørende.

Historien fortælles gennem Toms kamp for at skrive en mindetale til Alvin, hvor han mindes deres oplevelser og sine egne svigt.

Det er en historie om to drenges venskab under opvæksten i en lille by, og livet efter, hvor de har meget forskellige liv. Trods dette er de, uden at de nødvendigvis vil erkende det, tæt knyttet til både hinanden og Alvins boghandel. Alvin lever og ånder for Frank Capras "It' a wonderful life", og modelleres som George Bailey, en ejegod men måske lidt naiv figur.

Lars Mølsteds Alvin er lettere excentrisk og med et varmt hjerte, mens Søren Scheibyes Thomas er mere city slicker. Det er dog alligevel ham, der holder med Alvin gennem deres skole- og high school tid, ind til de må skilles da Tom tager på universitetet og får succes som forfatter.

Man følger deres langsomme brud, som mest er forårsaget af Toms travle liv, og hans forsøg på at bryde med sin lilleby-arv. Det viser sig dog at Tom er mere afhængig af Alvin end han har turdet erkende, og det er det, som er hele forestillingens pointe; - vi skal ære de venskaber vi har, og huske dem, der har været med til at gøre os til dem vi er.

Som altid udnyttes rammen på bedste måde (denne gang er der tale om simpel lyssætning uden falbelader og et tre-mandsorkester på scenen), og scenografien og musikken understøtter på den måde skuespillet rigtig godt.
Problemet med denne opsætning må så være at de bruger skrækkeligt meget scenerøg; - i hvert fald var der et par gange under forestillingen, hvor mine øjne var tæt på at løbe i vand :-)

Efter at have overværet en del af deres forestillinger er jeg kommet frem til at, jo, jo, Fredericia Teater er fremragende til at sætte store forestillinger op i små rammer, og de laver god underholdning, men for mig er deres mindre opsætninger af eksperimenterende, nytænkende musicals langt mere interessante. De formår at skabe en fortættet stemning, og deres skuespillere er forrygende til at formidle både stort drama og små nuancer.
Jeg er generelt mere begejstret over satsningerne end de store shows for husarerne, da de giver mig mere end blot og bar underholdning, men også leverer tankegods og følelser.

Havfruen slog os omkuld med halen

Jeg tror snart denne blog skal omdøbes til "jeg elsker Fredericia Teater og Søren Møller", eller sådan noget.

De har nemlig gjort det igen igen, - taget en Disney-musical, og oversat og fordansket den.

Og ja, de har endnu en gang gjort det p....godt.

Vi tog en tirsdagsforestilling, så det var med understudy på rollen som Ariel, men eftersom det er Bjørg Gamst, der er understudy, så gjorde det ikke noget; - hun er sgisme dygtig.

Som altid forstår scenograferne at udnytte scenerummet, og hver gang finder de på noget nyt.
denne gang skulle man jo kunne se forskel på ovenvande og under vandet, og med smart brug af scenerøg, lys og lasere blev man hensat til at se op på bølgerne. Det virker.
Og igen er det en ret enkel scenografi der udnytter video og enkle scene-elementer som flyttes af ensemblet.
Det er dygtigt lavet, da det fungerer uden at man bemærker det.

Musikken leveres af fuldt orkester, så alle nuancerne kommer med, og så det altid er levende og kan bruges som medspiller til scenen.

Historien kender vi vel alle, men husk at det er Disney-udgaven, så det hele ender godt.
Jeg har lidt ambivalente følelser overfor Disney, men de forstår at skrue en god historie sammen, og musikken er lige i skabet, så alle følelelser bliver rørt. Måske er jeg også påvirket af at jeg ikke har små børn, og er mere til Pixar :-)
Dog, når Disney gør det de er bedst til, så er det altid af bedste kvalitet, så hatten af for det håndværk.

Jeg bliver altid imponeret over hvilke helt forrygende kræfter den danske musicalscene kan trække på, og det kan i stor grad tilskrives musicalakademiet, der uddanner performere af høj klasse.
Så også denne kan man roligt lade sig indhylle i salens mørke; - vi er i gode hænder hele vejen.
Alle optrædende gør det godt, og der synges og danses med stor energi, også på en almindelig grå oktober-tirsdag, så hverdagen bliver ladt tilbage udenfor.

Selv om alle optrædende er gode, så vil jeg alligevel fremhæve et par stykker:
Krabben Sebastian spilles forrygende af Max-Emil Nissen, som klart må være den næste fra teateret der skal have en Reumert eller en anden pris; - han er altid god.
Jeg blev også i godt humør af Søren Scheibyes Skralde som er både kikset og måske lidt dum, men hold da op hvor han fangede. Tak for det.

Alt i alt en god aften i vådt og tørt selskab

Jeg skal lige huske: Vi lukrerede på at jeg skriver dette, da den ene af vores fire billetter var ganske gratis.